For Danske Kartofler er det vigtigt at have et godt forhold til forbrugerne. Det gælder ikke kun om at kunne levere nogle gode spisekartofler. Det handler også om, at danske kartoffelavlere har et godt omdømme hos forbrugerne.
Det er Danske Kartofler meget bevidst om, og derfor gøres der meget for at oplyse forbrugerne om, hvorfor det er vigtigt, at vi stadig har mulighed for at dyrke og spise kartofler i Danmark.
Det understreges eksempelvis overfor forbrugerne, at kartofler er en af de mest klimavenlige og ernæringsrige fødevarer, man kan vælge. Det skyldes blandt andet, at kartofler har et højt udbytte per hektar, kan dyrkes lokalt og er en god kilde til blandt andet C-vitamin og fibre. Derudover har kartoflen et lavt kalorieindhold og et højt mæthedsindeks sammenlignet med for eksempel ris og pasta.
Det er nogle af de budskaber, som Danske Kartofler formidler til forbrugerne på andre dele af denne hjemmeside samt på Facebook og Instagram. Det sker også gennem direkte kontakt med forbrugerne ved arrangementer som for eksempel Roskilde Dyrskue.
Er du involveret i arrangementer, hvor kartoffelbranchen møder forbrugerne, har du mulighed for at låne materiale fra Danske Kartofler og vores brochurer til uddeling. Læs mere her.
Husk også at give Danske Kartofler besked om dit arrangement, så vi kan formidle det videre til forbrugerne her på siden.