< Tilbage

AKV Langholt investerer 100 mio. kr. for at fremtidssikre virksomheden25-05-2016 - 23:21

Et nyt inddampningsanlæg skal nedbringe mængden af kartoffelsaft, som er en barriere for at kunne øge produktionen yderligere på AKV

AKVs direktør Niels Eriksen foran de kommende beholder til kartoffelkoncentrat. Foto: Helge Lynggaard.

Af Helge Lynggaard

 

Der er hektisk aktivitet hos AKV Langholt for tiden, hvor håndværkerne har travlt med at færdiggøre et nyt inddamperanlæg til kartoffelsaft.

 

Den nordjyske kartoffelmelsfabrik er i færd med sin største investering gennem mange år. Investeringen i den nye inddamper og opdatering af proteinanlægget løber op i knap et hundrede millioner kroner.

 

- Inddamperen skal koncentrere kartoffelsaften, så der bliver væsentligt mindre saft, der skal ledes ud. Det giver mulighed for at øge kapaciteten og dermed fremtidssikre virksomheden, siger AKV’s administrerende direktør Niels Eriksen under Magasinet Danske Kartoflers besøg på virksomheden.

 

- Når vi invester så meget i den nye inddamper, er det for at kunne komme af med vores kartoffelsaft. Vi har hidtil ført 170.000 tons kartoffelsaft ud gennem rørledninger eller via tankbil til omkring 6.000 hektar. Efterhånden som vores produktion stiger, skal vi længere og længere ud med saften, og det øger omkostningen forholdsmæssigt. Med det nye anlæg skal vi blot afsætte 13.000 tons gødningsprodukt, som er cirka 12 gange så koncentreret som vores hidtidige kartoffelsaft og har en konsistens som melasse, fortæller Niels Eriksen.

 

Mere protein fra saften

Udnyttelsen af protein fra kartoffelsaften bliver også forøget i forbindelse med den store investering i inddampningen.

- Vi får en ekstra proteinlinje, som kan give os 20-25 procent mere protein. En del af kartoffelsaften har vi hidtil ikke kunnet udnytte protein fra, men det får vi mulighed for nu, siger Niels Eriksen, der har store forhåbninger til den fremtidig udnyttelse af protein.

 

- Hidtil er vores protein blevet brugt som foder, men der sideløbende arbejdes intenst sammen med KMC om at udvikle proteiner til fødevarer. Der er bedre priser på protein til fødevarer, og derfor er det meget interessant for kartoffelmelsfabrikkerne.

 

- På et tidspunkt håber vi at kunne starte en egentlig produktion af protein til fødevarer, men hvor og hvordan det skal organiseres er ikke aftalt endnu, understreger Niels Eriksen.

 

Fabrik og avlere én enhed

AKV var den første stivelsesfabrik herhjemme, der gik målrettet efter at gøre det lettere for kartoffelavlerne at tage kartofler op uden at skulle have mandskab på optageren til at fjerne sten.

 

- Vi ser fabrik og avlere som én enhed. Derfor ombyggede vi vaskeriet for seks-syv år siden, så vi kunne fjerne alle sten i vaskeriet. Avlerne behøver derfor ikke bekymre sig så meget om, hvor vidt der er sten i et læs kartofler. De kan dermed spare omkostningerne til mandskab på optagerne. Det er noget, som langt de fleste avlere har taget til efterretning og nu benytter sig af, siger Niels Eriksen.

 

Samtidig med ombygningen af vaskeriet fik AKV reduceret vandforbruget fra 16 tons til 4 tons i timen. Og AKV begyndte at lægge vaskede kartofler på lager , så de bliver lagret efter vask og ikke før vask. Lige inden de går ind i stivelsesproduktionen bliver de så skyllet igen.

 

- Det har medført en bedre flow i produktionen, og vi har nu en oppetid på 99 procent mod 96 procent tidligere. Og selv om det er små tal, så betyder det meget, at vi kan udnytte kapaciteten så meget bedre, siger Niels Eriksen.

Nu, hvor alle stenen kan sorteres fra, har AKV dog fået en ny udfordring.

 

Det drejer sig om træpinde, som kommer ind sammen med kartoflerne.

 

- Det er alle mulige former for træ, og herunder rødder fra nedlagte læhegn. De er lidt svære at få skilt fra kartoflerne. Det samme gælder golfkugler, som også driller os. Og hvordan de er havnet i kartoffelmarken, står hen i det uvisse, siger Niels Eriksen.

 

Artikel fra Magasinet Danske Kartofler, maj 2016​

 

 

 

 

< Tilbage