Af Helge Lynggaard
Mange kartoffelavleres store ønske kan måske snart gå i opfyldelse: en skimmelresistent sort.
Sorten, der endnu ikke har noget navn, er speciel på den måde, at den kan nøjes med at blive sprøjtet en-to gange i slutningen af sæsonen.
- Dermed kan det bliver lettere at være kartoffelavlere, når man ikke hele tiden skal ud og skimmelsprøjte, siger agrochef Henrik Pedersen, der sammen med forsøgsleder Claus Nielsen har stået for forædlingen af den nye sort i danske regi.
AKV har udviklet den nye sort i samarbejde med den hollandske samarbejdspartner Agrico.
- I Holland har man den holdning, at skimmel er noget man sprøjter sig fra. Når man taler om skimmelresistente sorter derned er det kun i forbindelse med økologisk kartofler. Men i Danmark er der et stort ønske om skimmelresistente sorter, og derfor begyndte vi forædlingsarbejdet med den helt tilbage i 2008, siger Henrik Pedersen og Claus Nielsen.
De fortæller, at den nye sort er tidligere end Kuras, og giver et udbytte på fem-ti procent mindre end Kuras. Det bliver opvejet af det sparede arbejde og omkostninger til mange sprøjtninger.
- Mens den nye sort er skimmelresistent, har den ikke øget nematode- eller brokresistens, så hvis man kører med et presset sædskifte er sorten ikke relevant, siger Henrik Pedersen.
I år bliver der dyrket to hektar med den nye sort, og AKV forventer, at den til næste år vil blive dyrket på 10-15 hektar.
- Vi har søgt om at få den optaget på sortslisten, og vi regner med, at den kommer på om to år og dermed er klar til brug, siger Claus Nielsen.
Foreløbig har den nye sort ikke et navn men kun et nummer.
Artikel fra Magasinet Danske Kartofler, maj 2016