< Tilbage

Robotter overtager nedslidende kartoffelarbejde 30-10-2016 - 12:08

Robotter skal nu udtage og systematisere mange tusinde tests fra læggekartofler til eksport.

 

Robotten automatiserer de mange tusinde prøver, der hver dag i sæsonen skal tages på danske læggekartofler til eksport.

Robotter skal nu overtage en del af det store arbejde med at tage prøver fra læggekartofler. Det drejer sig om 8-10.000 læggekartofler, der hver dag i sæsonen bliver udtaget prøver fra. I stedet for at gøre arbejdet manuelt, bliver det fremover en robot, der skal klare dette gentagne og nedslidende manuelle arbejde.

 

Det fremgår af en pressemeddelese fra Fødevarestyrelsen og KP Automation, som præsenterer den nye robot på FoodTech messen i MCH Messecenter Herning, der foregår 1.-3. november.

 

Danske kartoffelavlere eksporterede sidste år sygdomsfri højkvalitets-læggekartofler for et rekordbeløb af ca. 400 mio. kr. – på baggrund af årlig fremgang på ca. fem procent de seneste fem år ifølge Danespo A/S.

 

For at dette høje niveau kan fastholdes og om muligt udbygges yderligere, kræver det bl.a. en grundig, troværdig laboratoriedokumentation for kvaliteten. En dokumentation, som Fødevarestyrelsen indtil i dag i kartoffelsæsonen har fuldtidsbeskæftiget op til seks medarbejdere dagligt med at ”proppe” prøver ud til.

 

Der er faktisk tale om ro robotter, som ventes at blive noget af et tilløbsstykke, når den præsenteres første gang offentligt i funktion på FoodTech. Herefter skal robotten straks hjem og idriftsættes hos Fødevarestyrelsens Laboratorium i Lystrup ved Aarhus, hvortil der hver dag kører lastbiler med kartofler til prøveudtagningen.

 

 

Kartoffel-udfordringen

 

- Kartofler er jo i virkeligheden meget forskellige i form og størrelse, og det at sikre at læggekartoflen holdes fast og roteres, så der automatisk udtages en prøve netop der ved ”navlen”, hvor kartoflen har hængt ved planten, er ikke så enkelt. Og bagefter at holde prøverne separerede og få dem systematiseret i poser, som skal mærkes med batchnummer og sikret, at næste prøve også tages med sterilt værktøj. Det er ikke uden grund, at denne opgave hidtil har været varetaget af mennesker med to hænder og et hoved, forklarer Kim Poulsen, administrerende direktør hos KP Automation.

 

Fødevarestyrelsen regner med, at robotløsningen frigør fire medarbejderes arbejdskraft i kartoffelsæsonen (fra august til februar) og altså to årsværk fra det - ifølge medarbejderne - også overordentligt kedelige prøveudtagningsarbejde. Med en pris på robotløsningen på ca. to mio. kr. bør investeringen være tilbagebetalt på under tre år i sparede arbejdstimer.

< Tilbage