Sorter

Nogle af de mest dyrkede sorter i Danmark er Sava, Folva, Bintje, Marabel, og Ditta.
Aspargeskartofler er let genkendelige aflange knolde og den mest eksklusive sort.
Bagekartofler er ofte af sorterne Estima eller Folva.

Kartofler er ikke bare kartofler
Fx skal en kartoffel til mos skal være lidt melet og
en kogt kartoffel skal være fast.
Kig bag på emballagen og spørg din grønthandler eller i dit supermarked,
så du er sikker på at få de rigtige kartofler.

12 gode sorter

Asparges
Meget fastkogende salatkartoffel med god smag.
Kartoflen har været avlet i Danmark siden 1872 og er stadig de danske kokkes fortrukne delikatessekartoffel.
Farven er dyb gul og smagen nærmest nøddeagtig.
Aspargeskartoflen koges med skrællen på og pilles inden servering - på denne måde bevarer du alle smagsnuancer i kartoflen.
Kartoffelsalat lavet på aspargeskartoflen er en oplevelse helt for sig selv.

Ditta
Regelmæssige, aflange knolde med glat og gul skræl.
Kartoflerne er faste når de koges og velsmagende.
Ditta er middeltidlig - du finder den i forretningerne fra sent på sommerem og om efteråret. (findes dog også i vintermånederne).
Kartoflen kan du nyde både varm og kold.
Kartoflen har tynd skræl og kan derfor med fordel spises med skræl.

Exquisa
Kartoflerne er langovale og velformede - farven meget gul.
Meget lækker salatsort. Kartoflen er kogefast med fantastisk smag.
Skrællen er så tynd, at du med fordel kan spise kartoflen med skrællen på.

Ballerina
Ny smagfuld dansk spisekartoffel. Ballerina er gulkødet og har fantastisk flot hudtype, meget velegnet til at vaske. Den gule kødfarve skinner igennem den tynde glatte hud og giver en flot glød, som fanger øjet. Meget fastkogende med gode smagsegenskaber og særdeles præsentabel efter kog. En forholdsvis tidlig sort, som holder sig godt på lager. Knoldene er ovale, regulære og med god ensartethed i størrelsen.

Hamlet
Tidlig dansk kartoffel med velformede runde / ovale knolde.
De nye kartofler har løs skræl lige til at skrabe eller vaske inden brug.
Farven er gul og smagen god.
Kartoflen er kogefast og du kan bruge den både i kolde og varme retter.

Jutlandia
Middeltidlig dansk sort med ovale velformede knolde.
Farven er gylden / gul og kartoflen kogefast.
Jutlandia har vundet adskillige smagstes i ind- og udland.
Skrællen kan sagtens spises med, da den er tynd og velsmagende.

Bintje
Stammer oprindelig fra Holland.
Smagen er afdæmpet kartoffelsmag og farven er lys gul.
Bintje skal kun lige være gennemvarm, da den let koger ud.
Kartoflen er især god til mos. Ovale, mellemstore kartofler.

Sava
Sava har været Danmarks førende spisekartoffel i snart 2 årtier.
Den har et højt indhold af C-vitamin, en flot gul farve, er kogefast og en rund og blød smag, der passer til de fleste retter - især velegnet som pillekartoffel. Kartoflerne bliver rundovale, mellem til store kartofler.
Middeltidlig sort.

Fakse
Nyere dansk sort med ensartede velformede, let ovale knolde.
Farven er lys-gul og god kartoffelsmag.
Kartoflen er middel kogefast og derfor velegnet til kogning og til at tilberede i ovnen - gerne med skrællen på.
Fås vinteren over.

Folva
Folva er en tidlig til middeltidlig sort. Den giver et meget højt udbytte af ensartede, pæne gule, ovale knolde med god spisekvalitet. Farven er flot gul og smagen er let og fin. Folva er både god som umoden, ny kartoffel, og egner sig også til lagring som moden kartoffel. Folva er kogefast. De små knolde egner sig godt til kogning og de store knolde er velegnede som bage- og moskartofler.

Estima
Engelsk sort.
Store velformede knolde, lys gul farve og højt indhold af tørstof, gør sorten meget velegnet som bagekartoffel.
Estima er især god at bruge til bagning i ovn, kartoffelbåde og kartoffelmos.
Estima fås i forretningerne hele vintersæsonen.

Marabel
Marabel er en tidlig og harmonisk sort med en fin og mild smag. Kartoflen er oval med gul skræl. Fastkogende og med en kortere kogetid end andre sorter. Er særdeles anvendelig som bagekartoffel, da bagning fremhæver kartoflens sødme.