<

Kartofler gør øllen unik15-12-2020 - 14:15

Den er kendt for at have utallige tilberedningsmuligheder. Kartoflen kan blive til alt fra snaps til kage til et lækkert aftensmåltid. Men kan den også blive til øl? Brygmester Tim Hyldal tog udfordringen op.

Af Anya Engelbrecht

Han skænker nænsomt op i to glas, imens han glad fortæller om den gyldne drik. Ejeren af nanobryggeriet Hyldals Bryghus, Tim Hyldal, lægger ikke skjul på, at han er godt tilfreds med den populære Kartoffel Pilsner.

 

- Den ligner en almindelig pilsner, men den smager ikke som en. Der er noget anderledes ved den, som jeg synes, er unikt. Den er brygget fuldstændig som en traditionel pilsner. Den eneste forskel er kartoflerne. Så det må jo være det, der gør forskellen, fortæller Tim Hyldal, da Magasinet Danske Kartofler besøger ham i det lille bryghus i Bække øst for Hovborg, som han driver som hobby.

 

Der bliver brugt 55-60 kilo kartofler til et bryg, som giver mellem 225 og 250 liter færdig Kartoffel Pilsner. Øllen har en eftersmag af kartofler, mener nogen. Præcis ligesom den smag man har i munden efter at have spist kogte kartofler.

 

Mos i maskineriet

 

Øllen blev lavet første gang i 2019 til Vejen Kartoffelfestival i Hovborg. Det var Hovborg Kro, der kom med idéen, BJ-Agro var klar til at levere kartoflerne, og Tim Hyldal sagde ja med det samme.

 

- Jeg syntes, det var en sjov idé, jeg anede bare ikke hvordan, det skulle kunne lade sig gøre. Så jeg gik i gang med at undersøge, om der var andre, der havde brygget øl med kartoffel. I England var der et bryghus, der havde eksperimenteret med det, så dem kontaktede jeg, siger brygmesteren.

 

Englænderne havde kogt kartoflerne og brugt både kartofler og kartoffelvand i bryggen, og den metode forsøgte Tim Hyldal sig også med.

 

- Det blev til kartoffelmos, og der var et svineri i hele bryggeriet. Det var så tykt, at det nærmest ikke kunne komme igennem pumpen i anlægget og var ved at splitte det hele ad, og det tog meget lang tid at gøre rent. Det endte med at blive til Kartoffel Pilsner, men jeg konstaterede, at det ville jeg aldrig gøre igen!

 

Skræller kartofler en hel dag

 

På Kartoffelfestivallen 2019 var øllen en stor succes og blev næsten udsolgt. Der var otte kasser tilbage, da festivallen pakkede sammen. Så naturligvis ville arrangørerne gerne have en portion mere til 2020.

 

- Jeg havde jo egentlig sagt, jeg ikke ville gøre det igen, men de fik mig alligevel overtalt til at lave et bryg mere. Oven i det henvendte BJ-Agro sig også og ville købe et helt bryg, så det var jo bare med at komme i arbejdstøjet, griner Tim Hyldal.

 

Denne gang blev Kartoffel Pilsneren dog produceret med en anden teknik for at undgå at kvæle anlægget i kartoffelmos. I stedet for at tage selve kartoflerne med i bryggen, brugte Tim Hyldal kun kogevandet.

- Processen starter med, at de her 55-60 kilo kartofler skal skrælles og skæres i stykker. Det gør jeg med håndkraft, så det tager en hel dag, og det er ret kedeligt, hvis jeg skal være ærlig. Derefter koger jeg kartoflerne i brygkarret i 350 liter vand og lader dem stå i fem-seks timer. Kartoffelvandet er grundelementet i kartoffeløllen, forklarer Tim Hyldal og fortsætter:

- Bagefter skal kartoffelvandet over i en tank, så jeg kan gøre brygkarret grundigt rent. Der er meget stivelse fra kartoflerne, som sætter sig i alle de små, bevægelige led, og så er det ikke til at arbejde. Efter rengøringen starter jeg en normal bryggeproces med at kværne malt, finde ingredienser frem og så videre.


Fortsætter produktionen

 

Det blev til knap 1000 flasker Kartoffel Pilsner i 2020, og Tim Hyldal forventer at producere cirka dobbelt så meget til 2021. Der er nemlig efterspørgsel både fra lokale dagligvareforretninger og fra Hovborg Kro, som gerne vil have øllen på menukortet året rundt.

 

- Jeg vil undersøge mulighederne for at få fat i en professionel kartoffelskræller til næste gang. I forvejen bliver alle kapsler og etiketter også sat på i hånden, så det ville være fint at effektivisere ved skrælningen, siger Tim Hyldal.

 

Han håber at kunne tilpasse og justere øllen løbende og måske lave forskellige versioner, som kan præsenteres på kartoffelfestivaller i fremtiden.

 

- Jeg tror, at Kartoffel Pilsneren er blevet taget så godt imod, fordi det er en lidt finurlig øl. Folk synes, det er sjovt, at der er kartofler i. Det er nemlig lidt uventet, og det er bare en god historie.  Jeg tror på, at kartoffeløllen er kommet for at blive.

 

Artikel fra Magasinet Danske Kartolfer nr. 4/2020

<