<

Fynsk kartoffelmelsfabrik får opbakning29-06-2018 - 12:07

Omkring 200 interesserede deltog, da Centrovice holdt informationsmøde om deres ambitioner om at opføre en kartoffelmelsfabrik på Fyn

Sløret er netop blevet løftet for de nærmere detaljer i Centrovices plan om en kartoffelmelsfabrik på Fyn. Omkring 200 interesserede var mødt op til informationsmødet hos rådgivningsvirksomheden i Vissenbjerg, hvor projektet blev forklaret nærmere.

 

Hvis kartoffelmelsfabrikken bliver en realitet, vil det være en investering til 500 millioner kroner, der kan ende med at løfte op til 300 planteavleres økonomi. Det skriver Effektivt Landbrug.

 

Indtil videre bliver de danske stivelseskartofler dyrket i Jylland, og derfor vi de eventuelt kommende fynske avlere være helt uerfarne i kartoffeldyrkning. Det kan blive en udfordring for projektet, mener Lars Bødker, planteavlskonsulent for Kartofler, Seges.

 

- Der skal indkøbes læggekartofler. Man skal identificere sorterne, lave aftaler med læggekartoffelleverandørerne, som skal kunne levere tilstrækkelige mængder. Alene logistikken omkring læggekartoflerne er en udfordring. Man skal have en strategi for opformeringen. Optagning er også en disciplin, der kræver øvelse og erfaring, siger Lars Bødker.

 

Dog ser Lars Bødker ingen grund til at aflive planerne om den fynske kartoffelfabrik. Der skal blot laves de rigtige forudgående analyser og afvejninger af fordele og ulemper.

 

- Sædskiftet er fordelen på Fyn. Vi kommer jo ind på noget helt frisk jord, pointerer Lars Bødker.

 

Kartofler og hestebønner

Det er planen at fabrikken både skal kunne håndtere kartofler og hestebønner. På den måde vil fabrikken kunne være i brug stort set hele året, da den stadig kan gøre gavn udenfor kartoffelsæsonen. Det forventes, at det vil kræve 5200 hektar med kartofler og et lige så stort areal med hestebønner for at udnytte hele fabrikkens produktionskapacitet.

 

En af deltagerne i mødet var formand for Danske Kartofler, Carl Heiselberg, der er positiv overfor integrationen af hestebønner.

 

- Det er en mega mundfuld. For der er mange, mange års erfaring bag de eksisterende avlere. Men det her skal I da arbejde videre med, siger Carl Heiselberg.

 

Informationsmødet blev afholdt dels for at informere om planerne for fabrikken, og dels for at få interessetilkendegivelse fra de fremmødte landmænd. Tilstrækkelig mange fynske landmænd har vist interesse og hver postet 10.000 kroner i et forundersøgelsesprojekt, til at projektet kan fortsætte.

 

Hvis alt går efter planen, vil fabrikken stå færdig til september 2020. Således vil der på fynsk jord skulle dyrkes læggekartofler i 2020 og stivelseskartofler i 2021.

<