<

Kartoffelskrald skal anvendes i ingrediensproduktion04-10-2017 - 14:05

KMC og AKV-Langholt er med i nyt forskningssamarbejde om at bruge restprodukter fra kartofler og tang i ingrediensproduktion. Perspektiverne lover værdiforøgelse og bedre ressourceudnyttelse

Proteinerne fra restprodukterne kan blandt andet fungere som konserveringsmiddel og derved forlænge levetiden på fødevarer. Foto: Helge Lynggaard

Af Anya Engelbrecht

 

Kartofler og tang bruges til at udvinde en lang række tilsætningsstoffer til fødevareproduktion. Det giver store mængder restprodukt, som omsættes med lav værdi og sælges som dyrefoder eller ender som affald.

 

Men restprodukterne indeholder faktisk værdifulde proteiner, som er mulige at bruge til at producere forskellige tilsætningsstoffer såsom konserveringsmidler, smagsstoffer og emulgatorer.

 

Det har fået de to producenter af kartoffelbaserede fødevareingredienser, KMC og AKV-Langholt, til at indgå i et forskningssamarbejde med tre andre virksomheder samt forskere fra DTU og Aalborg Universitet i et forskningsprojekt betalt af Innovationsfonden.   

 

Formålet med samarbejdet er at udvikle værktøjer, der bruger viden om proteinsekvenser til at scanne restproduktet for proteiner med egenskaber, der gør dem brugbare i produktionen af tilsætningsstoffer. Perspektiverne lover naturlige tilsætningsstoffer og bedre ressourceudnyttelse.

 

- Forskningsprojektet vil give os unik indsigt i, om den for os mindst værdifulde del af kartoflen kan anvendes til nye specialiserede ingredienser til brug i produktionen af fødevarer eller non-food produkter, siger udviklingsdirektør Ole Bandsholm Sørensen, KMC.

 

Projektparterne vil også udvikle værktøjer til at udtage de dele af proteinerne, som skal bruges i produktionen. Restprodukterne sælges i dag til en kilopris på mellem en og 15 kroner. Den ekstraherede proteinmasse forventes at kunne sælges til en kilopris, der er ti til tusind gange højere, afhængigt af hvad den kan bruges til.

<