<

Kampagne skal få unge og børnefamilier til at spise flere kartofler05-05-2017 - 23:01

Pressemeddelelse fra Danske Kartofler om den nye kampagne  

Danske Kartofler vil fortælle de gode historier om kartofler. Foto: Colourbox

Det er en myte, at kartofler feder. Kartofler er både sunde og fulde af næringsstoffer.

 

Det er noget af det, som brancheorganisationen Danske Kartofler vil slå på i en ny informations- og pr-kampagne for spisekartofler.

 

- Samtidig vil vi fortælle den gode historie om at kartofler bugner af de vitaminer og mineraler, som vi har brug for. Det er jo ikke uden grund, at Fødevarestyrelsen, der udstikker de danske kostråd, opfordrer til at vi hver spiser 200-250 gram kartofler – hver dag, siger Aage Christensen, Store Vildmosen, Aabybro, formand for spisekartoffelgruppen i Danske Kartofler.

 

Om baggrunden for den nye kampagne siger Aage Christensen, at det er et forsøg på at modvirke det faldende forbrug af spisekartofler.

 

- Flere unge fravælger kartofler, fordi de har hørt fra slankeguruer, at kartofler indeholder mange kulhydrater og stivelse. Og det synes de ikke passer med en sund og fit livsstil. Samtidig er der mange, der fravælger kartoflerne, fordi de synes, at det er for besværligt at klargøre dem.

 

Aage Christensen fortæller, at kampagnen har fået tilsagn om økonomiske midler fra Kartoffelafgiftsfonden og fra Danske Kartofler.

 

- Det er i første omgang en mindre kampagne, hvor vi først og fremmest vil benytte facebook.  Vi skal være der, hvor vores målgruppe også er, og det er først og fremmest de unge og børnefamilierne, som vi gerne vil have til at øge forbruget af kartofler.

 

Spisekartoffelgruppen har allieret sig med tidligere kartoffelrådgiver Bjarne Risvig som faglig konsulent på opgaven samt Pressebureauet Aarhus.

 

Se den nyeste video – med optagelser fra drone – på Danske Kartoflers facebookside: ”Læggekartofler får en ma’pakke med i jorden” på Sanderumgaard på Fyn – produceret af Claus Haagensen.

 

Følg Danske Kartofler på facebook: danskekartofler

<